Af Signe Bennike

Ja, hvordan er det lige man gør det bedst?

Det er da absolut et rigtig godt spørgsmål. I hverdagen i Danmark, før alt omkring et liv i alperne kom på plads, der nød vi rigtig godt af bedsteforældre, der kunne hente Noah fra vuggestuen omtrent én gang i ugen. Mormor bor kun små 20 min fra os og det gjorde det hele meget nemmere, hvis en arbejdsdag trak ud eller vi begge to havde sendt fri.

Det er ingen hemmelighed, at jeg stod rigtig meget med Noah selv, mange aftener fra Noah blev født og indtil vi tog afsted til La Rosiere i november 2019.

Før vi tog til La Rosiere, arbejdede Jacob som køkkenchef på Restaurant Jægerhuset hvor han oftest kun havde 2-3 aftener om ugen hjemme.

Det blev alt for hurtigt et hamsterhjul for os. Det var på trods af, at vi i et par år, før vi blev forældre, havde været fuldtids selvstændige og havde nydt rigtig godt af, at kunne disponere nogenlunde over ens egen tid. Det kunne vi pludselig ikke mere, og det synes jeg var rigtig hårdt.

Når vi senere hen, har snakket om hvordan livet i vores "karrusel" eller hamsterhjul om du vil, har været for os, jamen så har det jo blot været en øjenåbner, for det vi altid har snakket om; Hvordan et liv i alperne ville se ud?

Vi har endnu ikke prøvet mere end blot 4-5 måneder i alperne, langt væk fra familie og venner - men den periode kan vi sagtens beskrive og fortælle mere om.

Inden vi rejste til La Rosiere, havde vi kontaktet kommunen og fået godkendt, at Noah kunne starte i fransk vuggestue pr. 1/12 og det var bare helt perfekt. Men... Blot to dage efter ankomst til La Rosiere og altså kun 4 dage før Noah egentlig skulle have været startet fik vi, hvad jeg synes, var årets værste mail..... Noahs plads var alligevel ikke godkendt.
Jeg brød sammen, fuldstændig. Fordi, hvordan leder man lige til hoteller, med knap tyve ansatte, hvoraf det ene hotel er HELT nyt med NYT koncept og ALT, samtidig med, man skal have sin 2,5 årig søn på slæb fuldtid.

Ja altså, jeg elsker Noah overalt på jorden, men han er jo en dreng der er meget søn af sin far, hvilket vil sige der altid skal være fuld knald på. 😉.

Jeg havde i forvejen enormt svært ved, at være på barsel fuldtid og studerede samt skrev min bachelor samtidig med jeg havde Noah på min arm. Det gør mig ikke til "nutidens mor" (ja undskyld evt. fordomme), hvor man går hjemme i et år og nyder det hele. Nej tværtimod. Jeg kunne godt bare have nøjes med et par måneders barsel.

Da Noah startede i vuggestue i en alder af 7,5 måned, var det fantastisk! Jeg nød det! Det var som om et nyt kapitel startede og vi kunne starte en familie rigtigt. Hatten af for de mødre der kan gå hjemme med deres børn på fuld tid. Det er bare virkelig ikke mig. Og det er heller ikke mig, når vi er i alperne ...

Jamen hvorfor så gøre det her, tænker du måske?
Ja, det skal jeg sige dig.
Det er anderledes. Fuldstændig anderledes.

I alperne lever du ikke et liv, hvor vækkeuret ringer kl 06.00 hver morgen, for at hele huset skal stå op, få en morgen sammen, nå at afleverer barnet i vuggestue klokken senest 07.25, for at nå på arbejde og møde kl. 08.00. Herefter arbejder du i otte timer, har fri kl. 16.00 og kan tidligst nå tilbage kl 16.30 for at hente. Så skal man hjem, klokken bliver i hvert fald 16.45, der skal laves aftensmad, hygges med barnet, vaskes tøj, rydde op efter en måske lidt for hektisk morgen. Måske have barnet i bad og nåå ja, så var der lige den der træning du egentlig også gerne ville nå fordi, ellers bliver den mor-krop aldrig klar til at bage endnu et barn.

Og sådan kan dagene gå. Igen og igen og igen og igen ...... I weekenderne, som vi i øvrigt, nærmest kun havde sammen som familie, hver tredje weekend, så orker man heller ikke og se hverken venner eller familie, fordi nu havde vi endelig en dag uden planer, bare os tre. Men så er der familie fødselsdage, fester, bryllupper, selskaber i eget firma .. og bla bla bla.

Tiden går og til sidst, skal der bare ske noget nyt, for at hverdagen kan hænge sammen, uden at det er det der åndssvage hamsterhjul skal gå om og om igen.

Tilbage til sporet, kommer så "jamen hvordan får vi så familie livet til at hænge sammen langt væk fra familie og venner". Det gør vi helt ganske simpelt.

Integrerer Noah i stort set alt, hvad vi gør.

Den biologiske familie, som vi har hjemme i Danmark, er guld værd. De besøger os så ofte de kan. Noah facetimer og genkender samtlige familiemedlemmer. Men ... Hans familie i alperne. Det er Skinetworks familie. Det er teamet. Vores fulde team af HP'er (Hotel personaler), køkkenpersonale og guider. De unge mennesker, vi former, som en stor familie for dem og ikke mindst os, de måneder vi er sammen.

For det er det, vi bliver. En familie.

Det lyder mærkeligt, men det er det, vi bliver, og vi ville slet ikke være foruden det.
Jeg håber, at det her opslag, ikke trådte for mange mennesker over tæerne, men ud kom jeg med mine ord.

Livet er for kort til ikke bare og leve det fuldt ud.
Gør med livet hvad DU føler for.
Vi føler for, at det skal leves i alperne så længe VI har lyst til det.

Tak fordi du læste med.