Vi har solgt vores hus og rykket hele vores liv til Alpe D' Huez, men nu er vores arbejdsplads gået konkurs,

Så hvad skal der nu ske? Hvordan kommer vi videre fra denne ubehagelige situation hvor alle ens planer og drømme bunder ud i, at arbejde som Hotelmanagers og have daglig kontakt med vores gæster? Have et hold af seje kollegaer både i Danmark men også her i Alpe, hvor man skal være med til at udvikle unge mennesker, som kommer direkte fra gymnasiet, folkeskolen eller andet for at få en vinter i alperne.
Vi er blevet spurgt mange gange, over de seneste år, hvad det er der driver os. Svaret er simpelt. Mennesker. Forskelligheder. Udfordringer.

Vi er i går den 6. december, 10 dage efter det hele brød sammen, flyttet ind i en dejlig lejlighed i Quartier Eclose, her i Alpe d'huez. Det er ca. 10 min gang fra Hotel Refuge, som vi har boet på indtil nu og skulle have arbejdet på. Så er det også kun 5 min. Gang fra Noahs skole og ikke mindst, med den mest vidunderlige udsigt!

Nu mangler vi så bare et job, eller to, for at det hele kan løbe rundt og være sjovt! Hvilket passer mig (Signe) helt perfekt, for jeg SAVNER og arbejder. Jeg har ikke haft et rigtigt arbejde siden vi blev opsagt i La Rosiere i marts måned. Det har sku rent ud sagt været lidt kedeligt i længden...

Så nu bliver der søgt på livet løs. I Alpe d'huez på forskellige hoteller, restauranter, barer (ja selvom udsigten til de åbner er laaaaange) og online remote jobs har jeg også søgt. Foruden det, så triller tankerne derud af, med hvordan vi kan skabe vores egen forretning. Enten her eller måske remote.
Tak til Freeliving.dk for masser af inspiration hertil.

Udsigterne hernede i Frankrig er, at i slutningen af januar når resortet forhåbentlig åbner, vælter det ind med jobs. Det er dog stadig meget usikkert, hvornår det hele åbner og derfor, kan ingen vide sig sikker på, hvornår og hvordan der kommer et job.

Det hårdeste i processen er, at Noah er ved og være godt integreret i den franske skole og nyder det virkelig. Han får en masse nye venner, lærer fransk og ikke mindst en helt anden kultur. Derfor er det også det, der gør det så absurd svært, hvis man skulle rykke det hele op igen.

I bund og grund handler det for os om, ikke at opgive vores drømme på trods af en pandemi, konkurs og forskellige behov.

Forskellige behov er der i alle forhold. Også i vores. Det har været en kæmpe rutsjebane de sidste mange uger, hvor udsigterne til åbning har været lange, udsigten til at få personale ned, gæster ned og sidst men ikke mindst konkursen der ramte os hårdt oven i hovedet. Fire dage efter konkursen, var der pludselig lys igen. Primo Tours offentliggjorde, at de havde købt Skinetworks, hvilket jo var helt fantastisk for branchen. Nu er det store trick spørgsmål så bare; vælg Primo Tours og beholde hotellerne? .... Det er et kæmpe stort spørgsmålstegn hos os og vi aner ingenting.

Så hvis du, er vant til, at rejse med Danski eller Nortlander på deres EGNE hoteller med skandinavisk personale, så vær lige en kæmpe stjerne og efterspørg det! I vores øjne er de skandinavisk drevne hoteller hos Danski og Nortlander nogle helt særlige hoteller. Det giver en helt anden atmosfære som gæst og selvom man er på ferie, kan man føle sig hjemme, for der er den der danske "hygge", som ingen andre kender til.

Så for Guds skyld, hvis du læser det her og du er en gæst der har prøvet disse hoteller, så tal højt om det. Efterspørg det. Skriv til Primo Tours. Få det ud! Også selvom, det måske ikke bliver denne vinter, pga. den dumme corona. Men hvordan ser din næste skiferie så ud?

Nå ja, og så tilbage til det her med forskellige behov i alle forhold. For det har da givet enormt mange diskussioner over de sidste uger, ikke mindst dage siden det hele ramlede. Hvem vil hvad og hvorfor.

Jacob, har ALTID drømt om, at leve i udlandet. Da vi mødtes i Val d'Isere ville han jo nærmest ikke med hjem til Danmark. Jeg måtte "tvinge" ham hjem, for at færdiggøre hans uddannelse, når nu der kun var 6 mdr. tilbage. Siden dengang, har han i mange mange år, snakket om at vi skulle ud igen.

Det endte jo så faktisk med, at være mig der hev i håndbremsen, den dag i februar 2019 og sagde nu er det nu. Næste vinter skal vi af sted!

Og nu står vi så her. Lettere splittede.

Jeg kunne godt lide tanken om, at være Hotel Manager på de danske drevne hoteller, have en "sæson familie" med skandinavisk personale, vi sammen kunne danne fra unge til voksne, med ansvar og udfordringer i deres hverdag. Den tanke er væk nu. Jeg kan ikke se det ske. Ikke denne sæson. Måske næste sæson, men det er ikke til og vide...

Jacob vil gerne være her. I Alpe d'huez, med de få nye venner vi har fået os, i en dejlig alpe by, med frisk luft, skiløb (når lifterne altså åbner) osv. osv.

Vi er begge enige om, at Noah nu er integreret og igennem hans 3,5 år korte liv allerede har skiftet fra vuggestue i Farum, til Vuggestue i Blovstrød, til Børneklub i La Rosiere, tilbage i Børnehuset i Blovstrød og nu til Skole i Alpe d'huez.

Er det sundt? Er han bare glad, så længe vi er glade?

Google siger en million ting. Vores mave fornemmelse siger os mange forskellige ting. Hvad er det rigtige?

Det er så absurd svært. Der er godt og dårligt ved det hele. Når man laver en For/Imod liste så bliver begge punkter lige lange...

Én ting er sikkert - nu skal vi hjem. For at holde jul.

Vi tager forskudt hjem. Det er der flere årsager til. Jeg ville gerne hjem så hurtigt som muligt, ovenpå det hele. Jacob ville helst blive. Så vi lavede et kompromis. En uge væk fra hinanden, var måske meget godt. Nu rejser jeg hjem, sammen med Noah, på søndag den 13. December og jeg GLÆDER mig, som et lille barn. Det bliver SÅ fantastisk og komme hjem til jul! Vi har ikke holdt jul i Danmark siden Noah var 6 mdr. Hvilket vil sige, de sidste 3 år. Det bliver godt for HELE familien, at vi kan være samlet, også i denne tid.

Jacob flyver til Danmark den 20. December og så er der planlagt 10 dages familiehygge frem til nytår...

Og ja, bare rolig. Vi bliver naturligvis testet med det samme vi lander i Københavns lufthavn, så vi ikke tager endnu mere smitte med hjem.

Jeg havde godt nok drømt om en uge med hygge, restaurantbesøg, lækre cocktails frem til kl. 22.00 med veninderne, men nej... Det skulle Mette F. Så lige sætte en stopper for i dag. Og den svømmehals tur jeg kom til at elske Noah i forgårs. Ja, den kan vi også glemme. Jeg håber hans sindssyge hukommelse ikke er så god, når vi kommer hjem, så han kan huske det.

Nok om det. Nu skal vi bare hjem og nyde den danske jul med alt den danske julehygge det kan trække!

“Man skal turde falde frit indtil man lander på begge ben igen.“

Tak fordi du læste med! 🙂